23948sdkhjf

"Enorm mangel" gav gyldne tider - nu er festen slut

Prevas halverer sin bundlinje i nyt regnskab

Det er sjældent med længsel, at man ser tilbage på årene under coronapandemien. Men sådan forholder det sig faktisk hos konsulentvirksomheden Prevas, der netop har afleveret et magert regnskab sammenlignet med de tre år forinden. Virksomheden udvikler tekniske løsninger til elektroniske produkter for blandt andre life science-branchen.

- Coronaårene var særdeles gode for os, siger Henrik Møller, adm. direktør hos Prevas i Danmark.

Moderselskabet er en børsnoteret svensk kæmpe af samme navn. Hovedkvarteret for den danske forgrening ligger i Herlev i udkanten af København. I dag har virksomheden på den anden side af 80 medarbejdere fordelt i Herlev, Aalborg og Aarhus.

2023-regnskabet viser, at overskuddet faldt med 5,2 mio. kr. Det er nær ved en halvering. Dermed landede resultatet tæt på niveauet, fra før verden blev befængt af virus.

- Jeg ville jo gerne have, at coronaårene var normale år, fordi de gik rigtig godt. Kigger man tilbage på de tre år, var de betydeligt bedre, end hvad vi har realiseret i 2023.

Han fortsætter:

- Vi havde en forventning om, at vi kunne lave et resultat i samme størrelsesorden i 2023. Det har vi ikke været i stand til, men det er dog stadig et hæderligt overskud.

PREVAS A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 70,4 75,5 72,5
Resultat af primær drift 6,7 13,6 15,3
Resultat før skat 7,0 13,8 15,3
Årets resultat 5,5 10,7 12,0
Balancestatus 51,7 42,8 53,5
Egenkapital 32,9 27,4 31,7
Antal ansatte 78 78 76
Kilde: CVR

Mangel på komponenter

Under pandemien opstod der en enorm mangel på mikrochips, og disse komponenter benyttes i en stor del af det udstyr, som Prevas’ kunder har.

Manglen var så stor, at Europa-Parlamentet mente, at situationen var uden fortilfælde. Det var så alvorligt, at problemerne krævede handling. EU vedtog en lov, der skulle sikre europæisk produktion af strategisk vigtige halvledere.

Komponentmanglen er forklaringen på, hvorfor netop disse tre år kan betegnes som overnormale for Prevas.

Det var, fortæller Henrik Møller, rigtigt godt for forretningen. Kunderne kom til Prevas og ville have deres udstyr redesignet, fordi de ikke længere var i stand til at skaffe de nødvendige komponenter. At udvikle disse alternativer er en del af kerneforretningen hos Prevas.

- At udskifte elektronik på grund af komponentmangel har været rigtigt attraktivt for os, slår Henrik Møller fast.

Komponentmanglen er ebbet ud i løbet af 2023, hvor også en del af Prevas’ kunder har været inde i en afmatning. Det kan man læse direkte ud af regnskabet, som ender på 5,5 mio. kr. efter skat.

Henrik Møller og Prevas forventer, at næste års regnskab er på samme niveau eller højere.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047